Handelshusets relationer til bryggeriet Carlsberg og familien Jacobsen

 

Herom fortæller professor Glamann i sin bog "Bryggeren". Bryggeriet havde jo sin oprindelse i det bryggeri J.C. Jacobsens far Chresten drev få minutters gang fra den Suhrske gård, nemlig i Brolæggerstræde nr. 5 og med lagerkældre i Hahns bastion i fæstningsvolden omkring København. J.C. Jacobsen søgte udvidelsesmuligheder og ikke mindst et sted, hvor der var rigelig tilførsel af rent vand og fandt det i Valby ved køb i 1846 af en parcel af Bjerregårdens jorde. Hos handelshuset J.P. Suhr & Søn skriver Glamann "optog han et lån på 45.000 rdl. Dette handelshus, som dominerede jern- og kulhandelen, spillede også en vigtig rolle i forretningslivets penge- og kreditomsætning. Det var før bankernes æra. Huset havde forbindelse med de førende bankierfirmaer i Hamburg og i London. J.P. Suhr & Søn investerede iøvrigt også selv i industri, bl.a. i valseværket i Frederiksværk"

Også ved andre lejligheder har familierne haft forretning sammen, f.eks. i 1868, hvor det nu er O.B. Suhr, der er inde i billedet. I hvert fald skriver Glamann, at Jacobsen i dette år, hvor han har store planer og hvor det gælder om at satse på øl til eksport "mobiliserede sine engelske forbindelser hjemme og ude: Melchior, Adler, Suhr, Burmeister, Pontoppidan, Westenholz og gamle Aird i London". Den sidste den skotske entreprenør, der også kom til at lede anlægget af Aswan dæmningen i Egypten.

 

Også til handelshusets sidste seniorchef, etatsråd S.V. Isberg, som fru Ida Marie Suhr ved O.B. Suhrs død optog som kompagnon i handelshuset J.P. Suhr og Søn, har der været relationer. I hvert tilfælde deltog den gamle brygger i den festmiddag, hvormed Isberg fejredes i anledning af 50 års dagen for hans ansættelse i det Suhrske hus, jfr. årsberetning 1986/87 p.21.

 

Men berøringsfladerne har også ligget på andre områder. O.B. Suhr var jo som ovenfor nævnt medlem af komiteen for Danmarks deltagelse i verdensudstillingerne i Paris 1867 og i Wien 1873. Denne virksomhed må, som Marie-Louise Jørgensen (K 129) har påpeget sikkert ses i sammenhæng med hans interesse for kunsthåndværk og kunstindustri. Året efter Frederiksborg Slots brand i 1859 stiftedes det såkaldte Frederiksborg - eller Kunstflidslotteri. Man tænkte sig, at lotteriet samtidig med at bomme kunstfliden kunne give et overskud til gavn for genopførelsen af slottet. Bestyrelsen talte foruden Suhr kunstnere som maleren Heinrich Hansen og Daniel Monies, arkitekterne J.D. Herholdt, Ferdinand Meldahl, kunstdrejer Schwartz og forfatteren, embedsmanden J.P. Trap.

 

Her mødtes interesserne med kaptajn Jacobsen, som netop var primus motor i opbygningen af Frederiksborg Slot og anlæggelsen af samlingen der. Og de to herrer har da også siddet sammen i en række komiteer og udvalg, der har bidraget til fremme af dansk kultur og kunst, herunder Københavns forskønnelse. Der tænkes her på Ørstedsparken med A.S. Ørsteds statue, Skovshoved havn og kirken i Ordrup m.v. Som Jacobsen gik Suhr ind for det, han med historikeren C. Nyrups ord følte var "skjønt og godt og var sig de moralske forpligtelser bevidst som rigdommen pålægger sine besiddere". Han supplerer her omend i mindre målestok Jacobsen, der i et brev 1868 til sønnen Carl sender nyheden om, at Den kgl. Porcelainsfabrik var blevet købt af et konsortium af Suhr, Holmblad og et par andre rigmænd i den hensigt at opretholde fabrikkens kunstneriske tradition. Havde han ikke selv - forsikrede han Carl - været ramt af en brandkatastrofe året før, ville også han have været med til at løse denne opgave, "men jeg er nu dobbelt glad over, at sligt kan komme i stand uden mig. Hidtil har jeg i den retning omtrent stået ganske ene".

 

Tilbage - og ikke mindst - står endnu en berøringsflade eller fælles interesse, som O.B. Suhrs onkel testator etatsråd Johannes Theodor Suhr havde med bryggeren. Nemlig deres forhold til den store skuespillerinde Johanne Louise HeIberg. Theodor Suhrs omsorg og store godgørenhed overfor familien Heiberg har været omtalt adskillige gange i de gule hæfter. Mindre kendt i slægten er formentlig, at brygger Jacobsen nogle år efter Suhrs død overtog rollen som fruens godgører. Som Suhr beundrede Jacobsen den store diva grænseløst. Glamann skriver i sin bog om Jacobsens relationer til de mange kunstnere han kendte og støttede, at der blandt dem var en person helt uden for nummer, et menneske som han rent ud sagt overøste med gavmildhed og hvis bekendtskab han som Suhr var stolt over og værdsatte over alt andet. Han havde et portræt af vedkommende stående på sit skrivebord. Det var Johanne Louise Heiberg. Som Suhr overøste han den store skuespillerinde med gaver. "Han bekostede fruens store rekreationsrejse til Schweiz og Italien, hvor også hendes døtre var med, hjalp hende med en ny bopæl, da hun måtte afhænde sin store villa i Rosenvænget, støttede hende med husleje. Og fru Heiberg tog imod ikke fri for at være beregnende." Om alt dette og om fru Heibergs store tiltrækning på tidens førende mandlige personligheder kan man læse i professor Glamanns bog og ikke mindst i Bodil Wambergs bog fra 1986, som blev omtalt i Boghjørnet i familiearkivets beretning 1988/89, p. 13 ff.